Religion
Hvad er religion for en størrelse? Hvilken betydning har religionen for det enkelte individ? Hvilken rolle spiller religion i kulturmøder, i identitetsdannelse, i etiske og kulturelle debatter før og nu? Gennem faget opnås viden om og forståelse for religioner set både indefra de troendes eget perspektiv og ud fra et religionsfagligt perspektiv.
Du får et fagligt overblik over verdensreligionerne og deres indbyrdes sammenhæng. Vi beskæftiger os med religionernes oprindelse, deres historiske udvikling og nutidige former. Vi arbejder med religionerne ud fra religionsfaglige fænomener som f.eks. myte, ritual, kosmologi og eskatologi. Desuden behandler vi væsentlige etiske og eksistentielle problemstillinger, der er relevante i en moderne, global sammenhæng.