Psykologi
Psykologi er et valgfag som findes på C-niveau. Psykologi er videnskaben om hvordan mennesker sanser, tænker, føler, lærer, handler og udvikler sig.
Centralt i faget står identitetsdannelsen som netop i de år hvor man går på gymnasiet, er af stor betydning. Gennem psykologiundervisningen får du bedre muligheder for at forstå dig selv og andre samt opnå en respekt for menneskers forskellighed på baggrund af personlige, sociale og kulturelle faktorer. Du skal som elev gennem undervisningen opnå kendskab til forskellige psykologiske teorier, forstå deres historiske baggrund samt hvilket udgangspunkt de har.
Herved lærer du at analysere psykologiske problemstillinger indenfor forskellige temaer såsom barndom og udvikling, parforhold, familie, mediepsykologi, arbejdsliv, de forskellige livsfaser, tænkningens psykologi, gruppepsykologi m.m.
Holdet skal selv være med til at vælge hvilke specifikke områder undervisningen især skal koncentrere sig om.
Psykologis muligheder for samarbejde med andre fag er utallige, og faget indgår derfor også i SRP hvor det er muligt. Oplagte samarbejdsfag er dansk / sprogfag / samfundsfag og biologi.