Vil du med til Medellín, München eller Marseille?
“Jeg får virkelig lyst til at tage til Mexico” konstaterede en elev drømmende efter med sin gruppe at have færdiggjort den planche, der skulle lokke franske turister til landet. I dag fik alle 1.g-eleverne nemlig lov til at lege rejsearrangører til årets sprogdag, hvor de mange tysk-, fransk- og spansktalende lande udgjorde eksotiske feriemål.
Efter en formiddag med smagsprøver på fremmedsprogsundervisningen satte eleverne kurs mod Berlin, Bordeaux og Buenos Aires - i hvert fald i deres rejseprogrammer. Selvom de fleste nok godt ved, at sprog åbner vores verden, kom det vist bag på flere, hvor stor en verden der faktisk er at åbne, og vi håber, dagen har givet mod på at udforske både den og sprogene.