Et begivenhedsrigt døgn er ved at være omme; både i den store verden og på gymnasiet. Imens amerikanerne gik til stemmeurnerne, forberedte vores elever sig nemlig på forlænget spilletid, da alle tre årgange fik lov at tilbringe aften og - for de rigtigt friskes vedkommende - nat på skolen til studieretningsdag. 

Spanskelever bød på chili con carne, musikeleverne på koncert, og biologilokalet på en masse bakterier og forsøg med antibiotikaresistens. Sidst på aftenen slog en stor gruppe samf. - og engelskelever sig ned i hallen, hvor de lod sig underholde af først en film og siden et nervepirrende valg. 

Således blev studieretningsdagen til nat, og først i morges efter fælles morgenmad luntede de sidste elever hjem. Aftenens begivenheder skulle i dag fordøjes, og mon ikke de hos en stor del af natteravnene blev det under en varm dyne?